Last year I crossed the finishline in German Albstadt with goosebumps all over my body, adrenaline rush in my ears, sneaking cramps in my legs and arms raised high finishing 4th. It was only my third race in the Bundesliga and at the same time my first podium spot. I cheered like a winner, because I felt like one. I was filled with joy and confidence and started to realize, that I had the potential to go all the way to the top. I soon accentuated this with a victory in Wetter shortly after.

This year I was lucky to start in the frontline due to my victory in the last round of the Bundesliga in Heubach. At my side were standing strong riders like Lisi Osl and Sabine Spitz, who last year battled for victory. I expected this years race to repeat that scenary, not yet knowing my part af the play – only hoping for a leading role. 

The conditions this year was slightly tougher with lots of rain, mud and slippery downhills. I didn’t have the opportunity to train on the course with all the mud, because the rain just started pouring down that very morning. Still I was very excited to race and felt strong and focused as the gun went off!

After crossing a large open space the course went in to a brutal uphill, which soon tore the field apart. Just what I like At the front Anja Gradl and Elisabeth Brandau set the pace and at my back wheel Sabine Spitz and Lisi Osl were riding strongly. Anja suffered from a mechanical problem at the highest point of the course and had to let go. Soon Sabine and Lisi showed their experience and got a gap at the end of the downhill just before going into the second lap with me chasing in third position. At the end of the second lap Lisi suffered from a flat tire and I passed her at the tecnical zone, where she changed her wheel. At the killer uphill she once again showed her strong climbing skills and soon cathed up with me. I forced myself to stick to her wheel, but soon felt like exploding if continuing in her pace. I had to let go and focused on my own pace instead.

All the sudden I sensed Elisabeth Brandau ( who just won Trans Germany last week) from behind gaining in on me and she managed to catch my wheel in the uphill. In the following downhill I was able to once again get a gap on her. Now the rain was really pouring down and a few of the downhills were as slippery as inclined dancefloors cowered with soap! Still don’t know what dance floors are doing in the forest I managed to get through and on the very last round I pushed the hardest I could in the uphills and mud surfed my way down. The two girls up front I couldn’t catch, but I managed to get a good gap on Elisabeth Brandau and placed a solid third!

I am very pleased with my podium spot and hopefully next year I can once again take one or two steps up the podium!

After this round of the Bundesliga I’m leading the overall series and hopefully I can keep this lead after the last round in Saalhausen at the end of september.

Right now I am preparing for the European Championships in Israel at the beginning of July. Before that I will do the National Championships on the road. Even though I will be training a lot while doing the road races I know I will do well there too.

See you out there

Sejr i Bundesligaen i Heubach (foto: Marius Maasewerd/EGO-Promotion)

Det er stadig så surrealistisk, at jeg ikke helt har fattet det. Sidste år kørte jeg løbet og blev godt og grundigt knækket. Jeg styrtede et utal af gange, smadrede mig selv og min cykel og mistede fuldstændig fokus. Jeg indrømmer, at denne forfærdentlige exit på løbet lurede i min bevidsthed i så høj grad, at jeg næsten ikke havde lyst til at tage afsted i år

Jeg er SÅ lykkelig for at jeg tog afsted!

Jeg snakkede med min træner inden løbet om, at skrue egenforventningerne til selve løbet ned og i stedet lægge fokus på at være mester i at løse problemer undervejs. Altså fokus på at holde koncentration og lægge negative tanker bag mig. 

Fredag inden løbet trænede vi et par timer på ruten og det gik rigtig godt i mudder, sten og rødder. Jeg var vildt glad og tænkte, at allerede nu var mit mål indfriet: At vende tilbage og få en god oplevelse i Heubach.

Da søndagen oprandt var stævnepladsen forvandlet til den vanlige heksekedel af et begejstret menneskehav!.. Hvis man ikke har oplevet det, er det svært at forestille sig, hvordan det er, at stå der på startstregen. Enkeltvis bliver ryttere kaldt frem til startstregen og da mit navn blev råbt op – præsterede jeg at lave et flot styrt i et sving, hvor der lå nogle meget glatte brochurer. Sådan!.. man kan lige så godt gøre opmærksom på sig selv fra starten!..

Da nedtællingen til løbsstart begyndte, var jeg dybt koncentreret, parat og afslappet. Jeg havde fået startplacering i forreste række, det var perfekt! Startskuddet smældede over pladsen og vi skød afsted! Ruten var 4,7km lang og skulle køres 4 gange. Den bestod i alt sin enkelthed af én laaaang og stejl opkørsel på ca. 2,5km efterfulgt af en lang nedkørsel på en downhill-bane. På opkørslen lå jeg hurtigt blandt de forreste og mærkede den fede fornemmelse af gode ben. Den slags ben, der til enhver tid, kan parkere de fleste modstandere – så det blev de.

Starten går (foto: Armin Küstenbrück)

Allerede på første omgang fik mine ben slået et godt hul til forfølgere på 45 sekunder. Det var ikke bevidst taktik, men da jeg kiggede mig over skulderen på toppen, var der bare ingen bag mig!… Well, så er det bare at fortsætte. Jeg kørte herfra kontrolleret, sikkert og hurtigt. På nedkørslen var der dukket mange skarpe sten frem fra mudderet pga. de mange ryttere, der havde kørt der. Det sidste jeg ville, var at have defekt!

Op, op, op (foto: Marius Maasewerd/EGO-Promotion)

På den lange opkørsel var jeg virkelig godt kørende! De mange tilskueres jubel gjorde det kun lettere at komme op. På den sidste nedkørsel inden mål, vidste jeg at sejren var hjemme!.. Det brusede i hele min krop og det var helt fantastisk, at tage det sidste sving og dreje ind i brølet fra tilskuermængden!

Mit mål var nået! Jeg havde vendt de dårlige oplevelser fra sidste år og kontrolleret og overvundet dem. Det var for mig den største sejr! Cykling er ikke bare cykling, det er en kombination af fysik, mekanik og mental styrke. Det er det, der gør det så fascinerende.

Podium: Brandau, Gradl, Langvad, Batty, Kalentieva (foto: Armin Küstenbrück)

Veni, vedi, vici

Nu glæder jeg mig til WorldCuppen på søndag i Offenburg! Den vises live på freecaster.tv fra kl 12. Stay tuned

Dækket af støv! (foto: Bo Skakke)

Mens det i Danmark har været en våd weekend stod den på solskin, varmebølge og støv i tyske Bad Salzdetfurth. Målet var at få afpudset raceformen og skrabe UCI point sammen, der kan forbedre min startplacering i det snartkommende VM i Australien. En sjetteplads blev det til. Jeg havde nok håbet på lidt bedre, men alt i alt er det ganske godkendt!

Ruten er knastør, støvet og hurtig. Som mange af de andre Bundesligaruter består den første del af ruten af en laaaang opstigning, der fra starten skiller bukkene fra fårene og tegne et billede af, hvem der kommer til at lege med om podieplaceringerne. I startboksen bliver jeg seedet til at starte i tredje startrække og har derfor ca. 10 piger foran mig.

Stemning i startboksen (foto: Bo Skakke)

Starten går i den gamle bydel i Bad Salzdetfurth, der er en idyllisk gammel by med vandløb, snævre gade og bindingsværkshuse. Starten er samtidig en neutraliseret masterstart, hvilket betyder, at i det øjeblik startskuddet lyder, skal feltet holde sig bag en motocrosscykel. Startskuddet lyder og der foregår behersket positionskamp bag crosseren. I det øjeblik crosseren drejer fra ruten, overlades vi til opkørslen og så er der ellers fri kamp om pladserne! Jeg får kæmpet mig op igennem rækkerne og inden længe ligger jeg blandt top tre med Lisi Osl og Anja Gradl (begge fra Central-Ghost pro-team). Bag os ligger den svenske mester Alexandra Engen og et par ryttere fra Rothaus-Cube. Jeg ligger lige bag Gradl på toppen af den sidste stigning. Hendes hjul smutter på en rod og hun tager en rulletur. Foran kan jeg skimte Lisi Osl og kommer op og ligger bag hende. På nedkørslerne kommer vi på et tidspunkt til nogle hop, som jeg dagen forinden ikke var nået at bliver gode venner med og vælger derfor at hoppe af cyklen for at komme over dem. Det koster mig en del tid, desværre!.. men vil ikke tage nogle chancer, da jeg om lørdagen var styrtet på ét af dem, simpelthen fordi hovedet ikke var med i det, jeg lavede. Jeg vælger at fokusere på at køre resten af banen i stedet for at ærgre mig over at miste tid på hoppene. Et forsøg på at holde stressniveauet nede. 

På sporet med Adelheid Morath, der senere ender på en tredjeplads (foto: Bo Skakke)

Runderne flyver afsted og jeg ligger konstant med ryttere enten foran eller bag mig, hvilket hjælper med at holde tempoet oppe. Jeg har alligevel svært ved at presse mig selv helt og fokuserer nu på at holde min placering. Banen er ret fed med hurtige spor. På et tidspunkt smutter mit forhjul i et sving med knæ-højt støv og jeg kører de sidste par omgange forklædt som afrikaner På sjette og sidste runde presser jeg den, hvad jeg kan, men føler lidt, at den sidste topfart mangler. Pludselig kommer Alexandra Engen op bagfra og suser forbi. Hun har haft en defekt, der havde sat hende ud af spillet om den andenplads, hun ellers lå til. Jeg forsøger at hænge på, men kan ikke holde farten. I mål kommer jeg ind som nr. 6, hvilket er lige uden for podieplaceringerne.. Øv!

Alexandra Engen sætter slutspurt ind og ender på en femteplads (foto: Bo Skakke)

Jeg får dog skrabet lidt UCI-point sammen og kommer tilbage til international race stemning efter min sommerpause. Samtidig er jeg blevet mindet om (igen), at der stadig er en del ting, der skal arbejdes med, men det er jo kun fedt at vide, at der stadig er plads til forbedringer, når man allerede kan ligge blandt nogle af de hurtigste kvinder!

Der er to uger til afgang til Australien, så de næste par uger vil jeg koncentrere mig om at blive topklar til afrejse!

(foto: Bo Skakke)

Foto: Erhard Goller

Efter et spændende race i Wetter (Ruhr) blev det til en sejr foran Irina Kalentieva (nr. 3 OL 2008)! Et helt fantastisk og overraskende resultat, der kom i hus trods en punktering på sidste omgang.

I lummert tordenvejr blev løbet skudt igang på en rute, jeg følte mig rigtig godt tilpas på. Den bød på lange, seje opkørsler og fede nedkørsler med sving og små afsatser. Dagen forinden havde vi kørt sprinten lige idet en kraftig tordenbyge valgte at passere, men det holdt heldigvis tørt herefter og søndag vågnede vi op til perfekte forhold.

Kvindefeltet denne gang var noget mindre end ved de forrige løb og jeg øjnede optimale betingelser for at få en god start. Min taktik er klar: Hænge på de forreste, se hvordan løbet udvikler sig og rykke til sidst, hvis chancen byder sig.

Startskuddet går og jeg kommer halvdårligt fra start. Heldigvis starter vi op ad en lang grusbakke, hvor det bliver muligt at få trådt mig frem til dér, hvor jeg gerne vil ligge. Hurtigt er vi en gruppe på 4, der trækker fra resten. Gruppen består af Irina Kalentieva (Rusland, Topeak-Ergon Racing Team), Alexandra Engen (Sverige, Jönköpings ck) og Ivonne Kraft (Tyskland, Team Haibike). Tempoet er til at have med at gøre. Vi er nok flere, der kører taktisk. Både Ivonne og Alexandra er ivrige efter at tage føringer og presse på, mens Irina kører mere afdæmpet. Vi passerer målstregen første gang og kører ud på anden omgang af ialt seks.

Jeg kan mærke, at jeg har lidt mere at skyde med i benene end de andre på opkørslerne. Jeg tænker dog, at der stadig er langt til mål. På én af opkørslerne på anden omgang får jeg dog utilsigtet slået et hul til de andre. Da jeg på toppen af bakken kigger mig tilbage over skulderen har jeg i løbet af ganske kort tid slået et hul på måske 10m. Jeg tænker; ” okay, så er det nu!” Holder farten herfra og kører nu i kontrolleret højt tempo med fokus på god fart op ad bakkerne, da jeg ved, at det er her, jeg kan øge mit forspring. Da jeg kommer fra skoven og kører ned over græsmarken syder stævnepladsen af tilskuernes og speakerens heppen. Det kan virkelig få hårene til at rejse sig. 

Jeg fortsætter mit løb med fokus på at køre sikkert, kontrolleret og hurtigt! Jeg får de næste par omgang råbt mellemtider og fornemmer, hvordan mit forspring kun øges.

Da jeg kører ud på sidste omgang, er det en fryd at høre klokken, der ringer og vidner om, at det nu er sidste runde. Herefter følger et lille loop på ca. 3 minutter, inden man atter passerer stævnepladsen og kører ud på et længere loop. I et af svingene på det lille loop smutter mit forhjul og jeg ryger ned. Hopper hurtigt op på cyklen igen, og opdager til min skræk, at forhjulet er fuldstændig fladt!.. Neeeei!.. Jeg løber op ad den snørklede opkørsel, hvor man alligvel ikke kunne køre så stærkt og stormer hen til den tekniske zone, hvor et nyt hjul venter på mig. Når det nu skulle være, var det ikke det værste sted at punktere.

Jeg får at vide, at jeg inden defekten havde 2 minutter ned til Kalentieva på 2.pladsen. Heldigvis taber jeg ikke så meget tid på punkteringen og kører nu den sidste omgang og er lykkelig, da jeg på toppen af den sidste opkørsel stadig ikke ser nogle forfølgere bag mig!

Hårene rejser sig igen, da jeg for sidste gang kører ud af skoven og på lang afstand hører jublen på stævnepladsen! Jeg kører de to S-formede sving ned over græsmarken og bliver mødt af at jublende publikum og speakeren, der annoncerer, at jeg er vinder af løbet!

SÅDAN! En helt ubeskrivelig oplevelse!

Om 2 uger venter EM i Holland og det tegner godt!

tjek evt.

Foto: Erhard Goller

Henrik Andersen fra min klub var så sød at hoppe med på turen i sidste øjeblik, så den kunne blive ført ud i livet. Lørdag morgen kørte vi afsted fra Sjælland og nåede Heubach sent lørdag. Vi indlogerede os på den campingplads, hvor det var lykkedes at finde logi for natten i et ellers fuldt booket område. En stor tak til Frederik Kjeldsens (team t-bikes) mor for at have gjort det forudgående detektivarbejde : )

Vi kunne lige nå en runde på næste dags bane inden aftensmad. Det havde regnet meget i dagene op til og vi havde hørt rygter om meget mudrede forhold. Selve banen var højdemetermæssigt enkel og hård: 290 m op og 290 m ned! De første 290m op gik fint. Bare finde et fornuftigt tråd, der kunne holdes til toppen. Da vi nåede topppen måtte vi vente lidt med nedkørslen, da der stadig var et par deltagere i downhillkonkurrencen, der kørte i banen. Efter sidste deltager kunne vi få lov at køre ned. Nedkørslen er meget fedtet med rødder og stejle sving. Jeg styrtede en del gange. Vi når kun at køre den 1,5km lange nedkørsel én gang. Set i bagspejlet ret dumt, da jeg ikke når at blive bare tilnærmelsesvis fortrolig med ruten.

Næste dags løb starter ud som sidste Bundesliga i Münsingen; jeg er godt med fremme fra start – lige indtil nedkørslen. Herfra går det skævt og jeg kan slet ikke navigere cyklen ordentligt. Kort før bunden af nedkørslen bøjer mit forhjul sig og ligner en banan. Jeg må løbe med cyklen det sidste stykke og tage hjulet af og forsøge at rette det ud igen, så jeg kan køre på det til toppen. Heroppe venter Henrik i feed-zonen og jeg skifter forhjul. Jeg har mistet modet og har slet ikke lyst til at køre nedkørslen igen, der i min bevidsthed lige nu er som at kaste sig selv for glubske hajer..! Hmm.. Afsted går det dog. Mentalt er jeg dog stået af og vælger også at trække cyklen ned de steder, hvor jeg ved, at styrtechancen nærmer sig de 100%. Efter ialt 3 omgange falder jeg for 80% reglen og bliver pillet ud af løbet – med en lettet følelse!

Ja, sådan kan det gå en gang imellem. Nogle gange er lærepengene dyrt betalte. Jeg vælger at se det som en del af en lang læreproces og kommer stærkt igen næste gang. Jeg har dog lært vigtigheden af, at forberedelserne er i top!

I denne weekend står den på løb i Sverige (Billingeracet Skövde) – et løb, som jeg kan mærke jeg glæder mig til, så derfor er chancen for en fed oplevelse stor!

Silkeborg – min ukendte hjemmebane!

Til trods for at have spenderet de første 21 år af mit liv på disse kanter, er de smukke skoves stejle stigninger stadig ukendt terræn for mig. Indrømmet  - jeg kender hvert eneste bump i cykelstien fra barndomsbyen Skægkær til gymnasiet, men der går grænsen for lokalkendskabet så også.

Opladningen til dette løb var optimal:

Torsdag: Op til T-bike HeadQuarter og hente smådimser og underholde Frank og hund og drikke kaffe. Derefter ud til New Ultimate bagmand Jesper i Vassingerød for at købe lækkert race hjulsæt, der med sin smukke hvide farve fuldender Sharkens bid! På hjemvejen et smut forbi Webike og købe tilhørende dæk. Hjem. Bad. Mad. Phew, pause…Pakke grej. Derefter hjemover til Silkeborg med toget til god mad og familiehygge.

Fredag: Spolere Peter Bechs kælder i vores (til sidst) vellykkede forsøg på at montere tubeless dæk på det nye hjulsæt. Latexsnask overalt! Sådan! Cykeltøj og værktøj er nu velimpregneret! Tak for kampen Peter

Efter montering af dæk trillede vi ud og kiggede på ruten til søndag og jeg nåede også ud og køre den lørdag og det var rart at blive godt bekendt med op-, nedkørsler og sving.

Søndag: Ulempen ved at bo tæt på ruten er, at man skal have en hel formiddag til at gå før løbet. Jeg valgte at blive under dynen til kl. længe, spise god morgenmad og loade med kaffe Inden afgang ind og ruske liv i lillebror, der sov bytur ud, tsk, tsk.. Op på Sharken og trille de 6 km hen til stævnepladsen.

Men nu til det vigtigste; selve løbet. I dagens anledning havde jeg fået min bror til at lange flasker. En tjans han godt kan få en anden gang – indtil den dag, hvor han selv skal køre med – Langvad 2 comin’ up..

Jeg finder min plads i startboksen med de andre piger og glæder mig til at komme på ruten og give den gas. Jeg ved, jeg kan køre hurtigt, så min taktik er at køre sikkert og ikke tage unødige chancer. Nedtællingen lyder og starten går – for herrerne!

Kvindefeltet - de sidste sekunder før start (tak til Martin Bæk www.mbaek.dk)

Damerne må pænt vente 1 minut. Endelig går vores start og jeg træder til fra starten. Ryger omgående i front og fornemmer de andre piger bag mig. Det første stykke er flad grussti efterfulgt af en lang stigning. Giver den max gas og nyder fornemmelsen af cyklen, der elsker farten og bare kører bedre, når det går stærkt! Koncentrerer mig om mit eget løb og begynder hurtigt at indhente og overhale HerreB ryttere. Finder en god rytme og de første omgange (vi skal køre 4 ialt) flyver afsted. På anden omgang henter jeg mange ryttere, for hvilke ruten tydeligvis har trukket tænder ud.

Nedad det går (tak for lån af foto til Martin Bæk www.mbaek.dk)

På sidste omgang råber en rutevagt: “Du har langt ned til den næste”.. og jeg tænker; fedt!.. Slipper gashåndtaget en smule og giver mig selv lov til bare at nyde ruten som belønning for at have gjort et godt stykke arbejde. Kører i mål som vinder og bliver mødt af familien, skønt! Det er ikke så tit, de har mulighed for at være tilskuere.

Jeg bliver meget overrasket, da jeg finder ud af, hvor stor margin, jeg har vundet med. Jeg må indrømme, at det virkelig er mærkbart at få et lettere hjulsæt på. Accelerationerne er bare bedre og det er en meget lettere og mere effektiv følelse opad. Men man skal nok heller ikke se bort fra de mange træningstimer, der også er skudt i puljen!

Kristine Nørgaard fra min klub kommer ind som nr. to og Signe Strandvig fra Århus kommer ind som nr. tre og overtager førertrøjen i ligaen. Resten af resultaterne kan ses på shimanoligaens hjemmeside. I Herrerækken vinder Klaus Nielsen foran Thomas Bonne, mens tredje og fjerdepladsen på fornemmeste vis går til mine klubkammerater Jens Gorm Hansen og Henrik Andersen. Tak til arrangørerne af shimanoliga for et fedt setup og en rute, der rykker!

(foto: www.mbaek.dk)

Jeg har fået nye sæsonplaner. Mit store mål er at køre EM i midten af Juli i Holland. DCU har luftet muligheden for at sende mig afsted, hvis jeg forinden viser mit niveau i de tyske Bundesliga løb. Dette skal jeg gøre mit bedste for at vise. Første afdeling i Münsingen gik godt, så mon ikke det er muligt at gentage succesen i de kommende løb. Næste løb er Bundesliga i Heubach i kommende weekend.

Men nu til sagen!

Hvad havde jeg af forventninger til løbet ? At få oplevelser på erfaringskontoen!

Jeg havde aldrig kørt mod mine modstandere før, så jeg så egentligt mest frem til at stå på startstregen med verdensspidserne foran mig og se, hvordan sådan nogle ser ud! Det lyder nok måske lidt naivt.. Okay, selvfølgelig havde forestillingen om at træde forbi dem alle sammen i det øjeblik, startskuddet ville lyde, da også strejfet min indre skærm en enkelt gang eller to!.. Men, men, ét skridt af gangen!

Jeg tager afsted lørdag morgen kl 5 fra Hovedbanegården for at mødes med Rivette folket, som jeg har fået kørselslejlighed med fra Fredericia.

Mange timers tysk motorvej, uendelig køkørsel, dårlige jokes om hvor stor “Ausfahrt” egentligt er og en GPS indstillet på “korteste rute” (ps. Kan IKKE anbefales) fik os frem til vores logi for natten, et typisk sydtysk Gasthof. Mørket var så småt ved at falde på og vi hopper hurtigt i tøjet for at nå en omgang på morgendagens rute. 

Stævnepladsen er øde, men vidner om at der har været gang i den hele dagen. Det har regnet hele dagen og ruten er godt smattet og glat. De forhold kombineret med tusmørket mellem træerne på nedkørslerne får min nervøsitet til at stige og jeg tænker bare: “Oh my God!..” Måtte da også lige en tur på hovedet i grøft, utroligt hvad lidt nervøsitet kan gøre! Beslutter mig for at sætte større knopper bagpå i morgen formiddag. Inden vi rammer sengene for natten redder vi en kinesisk restaurants dagsomsætning.

Søndag morgen starter tidligt, da Rivette Junior drengene skal i ilden kl 8.30. Jeg kan dog lige nå en ekstra lur og kommer ud til stævnepladsen kort efter drengenes start. Søndagens vejr er smukt solskin og i løbet af formiddagen tørrer ruten op og gør forholdene meget lettere til min start senere kl 12.15. Jonas Pedersen kører et overbevisende løb i juniorklassen og fører fra start, men rammes desværre af en punktering til slut, der sætter ham ned på en tredjeplads, som han får kæmpet op til en andenplads! Godt kørt!

Jeg triller ud og varmer op ved halv tolvtiden. Kl. 12 samles alle kvinderne nær startstregen og bliver kaldt frem enkeltvis. Jeg bliver råbet op som én af de sidste og starter bagest i det knap 40 personers store felt. Vi står klar i startboksen 5-10 min før start og minutterne snegler sig afsted. Der er masser af publikum, der sammen med speaker og høj musik får pulsen til at stige. Jeg har en indre dialog med med mig selv om, hvad jeg skal tænke på, strategi for starten og mange andre ting. Dropper de mange tanker til fordel for én: “Det her bliver fedt, det her bliver fedt…”  Bliver gentaget igen og igen.

Bang! Startskuddet går og vi banker frem. Jeg fornemmer hurtigt, at jeg har mere skud i stængerne end de piger, der ligger omkring mig og kører ud til venstre og forsøger at komme frem. Vi rammer hurtigt den berygtede startbakke, hvor der dannes prop. Jeg må af cyklen og sprinter op, op, op. På cyklen igen, op i de tunge gear, godt tråd. Nyder fornemmelsen af en let cykel og ben, der endnu kan arbejde syrefrit. Feeeeels gooood. 

Efter et kort asfaltstykke rammer vi det hurtige single trail, der de næste kilometer stiger, stiger, stiger. Får kæmpet mig godt frem og begynder at få lidt plads omkring mig. Ligger bagest i en gruppe, hvor jeg kan se fronten. Tænker: “de forreste er godt nok hurtige, de har allerede sat os”, hvorefter jeg opdager, at det ER frontgruppen. Kigger på ryggen af rytteren foran mig: “Spitz”.. Hov, det navn har jeg da hørt før!

Herfra går det fint! Jeg kan dog ikke hænge på gruppens tempo, har måske lagt for hårdt ud. Kan ikke holde pulsen på det niveau, jeg normalt kan i mit AT tempo. Kører det tekniske godt (meget bedre end jeg havde forventet) og synes bare det er SUPERFEDT! Finder en god rytme og føler mig hjemme på ruten, der i går havde givet min nervøsitet et spark!

Vi skal i alt køre 6 runder. Efter første runde ligger jeg nummer 12, en position, jeg holder de første 4 runder. På 5. runde begynder de andre piger at blive trætte og jeg trækker mig sejrende ud af adskillige interne battles. Jeg ryger op på en 10. plads og kan se, at 7. – 8. pladsen er inden for tidsmæssig rækkevidde.

Men så! Punktering!.. I starten af sidste runde rammer jeg en skarp sten (som nok har kostet mindst 50 andre ryttere punktering!!) og må løbe op til depotet, der heldigvis kommer kort efter. Jakob Lauritsen, der hjælper mig med flaskelangning, hiver en ny slange frem og smækker den i mit dæk. Igen – tusind tak for hjælpen! Adskillige piger passerer. Jeg flyver op på cyklen og skal nu bare brænde de sidste kræfter af. Får hentet nogle stykker, men mine ben føles også som om, de er punkterede! 

Jeg kommer i mål med en rigtig god fornemmelse trods defekten. Jeg er sikker på, at jeg ville have kunnet køre mig i top ti, hvis jeg ikke havde haft defekt. Jeg har kun fået mere blod på tanden nu. Jeg ved, jeg kan bide skeer med de helt hurtige og det føles rigtig, rigtig godt!