Endelig blev til tid til race i solskin – det var et fantastisk løb.
Holstebro diskede op med en lækkerbisken af en rute! Vestjysk fyrreskovsplantage med et utal af skrappe korte opkørsler, rødder og masser af sving. Virkelig en rute, der krævede god teknik, da man konstant skulle dreje og accelerere. Jeg var lidt spændt på, hvordan mine ben ville reagere efter at have ligget stille i næsten en uge og brutalt vækket med dansen rundt i stilletter et par dage inden. Fra tidligere ved jeg, at min krop plejer at blive friskere og stærkere af at holde pause, så jeg håbede på, at jeg også denne gang ville komme ud stærkere.
Alene tanken om at skulle køre løb i tørvejr gjorde at jeg glædede mig vildt til at komme ud og køre! Da startskuddet endelig lød, gav jeg den én over nakken og tænkte kun på at komme ud og have det sjovt på sporrene med fokus på at køre alle rutens aspekter med en teknisk lethed. Damefeltet blev sendt afsted 1 minut efter juniorerne, 2 min. efter herre B og 3 min efter herre A. Den store spredning gjorde, at der ikke var kø-dannelse på sporet. Omvendt kørte jeg den første tid lidt alene, kun pacet af tanken om, at der var ryttere længere fremme, der kunne hentes. Jeg kunne tydeligt mærke, at når der var ryttere omkring mig, var jeg i stand til at presse mig mere, end når jeg lå alene. Heldigvis var der også tilskuere på ruten, der kunne hjælpe med til at holde dampen oppe.
På tredje omgang ud af ialt fire, begyndte trætheden at melde sig og jeg havde svært ved at presse mig selv. Benene føltes ikke så stærke. På sidste omgang bed jeg virkelig tænderne sammen og fokuserede på at give den alt indtil målstregen. Det var en fed, fed fornemmelse et kunne køre over målstregen som vinder. Min klubkammerat Kristine Nørgaard kom ind på andenplads og det var fedt og imponerende at se, hvordan hun bare var ét stort smil. En lille detalje; Kristine kom direkte med nattoget fra Tyskland og et 4-dages etape løb. Jeg tager hatten af for at have overskud til at køre løb dagen derpå.
De danske løb har for mig både fordele og ulemper. Fordelene er, at jeg kan køre løb uden at bruge meget energi på at sætte mig op og være nervøs. Setup og mennesker er velkendte. Ulemperne er, at det kan være lidt en sovepude i forhold til forberedelser til international konkurrence, både hvad angår rutens sværhedsgrad og konkurrenceniveauet. Men sikkert er det, at jeg altid hygger mig til løbene.
Næste weekend tager jeg til Albstadt og kører Bundesligaløb. Her skal jeg nok få kam til mit hår. Topniveauet her er det samme som til WorldCups, men feltets størrelse mindre. Jeg glæder mig til at se, hvordan jeg oplever ruten denne gang, da det var første gang, jeg kørte på den sidste år, hvor jeg brugte en del energi på bare at være overvældet over ruten. Jeg havde dér en hårrejsende fantastisk oplevelse og fik min første podieplacering (4.plads) til en Bundesliga. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå i år.
Yip hee – hjulene ruller igen – hop på toget – vi ses 🙂
