Lyset er på vej tilbage i de danske skove, hvilket betyder at det nu er muligt at komme ud og træne i det rigtige terræn i stedet for at svede tran i et lummert spinninglokale!

Slush Cuppen 08/09 (Tak for lån af billede til Jens Thomasberg)
I kraft af at jeg fra dette semester har færre timer på studiet kan jeg nu få puttet træningen ind i løbet af dagen. Det er helt fantastisk og jeg er sikker på, at det giver større kvalitet i træningen, der nok skal skinne igennem til sommer! Jeg synes allerede nu, at jeg begynder at føle mig stærk og mere sikker på de tekniske passager. Der er stadig plads til forbedringer, men niveauet fra sidste år skal nok blive hævet.
Hvor meget træner jeg så? Jo, en god del! For tiden ligger den samlede ugemængde på 16-17 timer, hvilket er mængden for en hård uge. Der er træning alle dage, på nær fredag, der er min hellige fridag. Tre hårde uger efterfølges af en let uge, hvor der både skæres ned på den samlede mængde og intensiteten i de enkelte træningspas. Får kroppen ikke lov til at restituere, kan den hårde træning være lige meget.
Et typisk træningspas i en hård uge kan være på tre timer, hvori der er indlagt intervaller af den ene eller anden art. Intervallets varighed er mellem 20 og 35 min og kan have fokus på teknik eller bakker og foregår i AT-tempo (intensiteten ligger i et niveau, som man typisk ville køre i et løb).
Forudsætningen for at kunne presse sig tilstrækkeligt i intervallerne er ofte at træne sammen med andre. Tre timer kan flyve væk, inden man får set sig om. En anden træning har været SlushCuppen, hvor man altid kan ligge og battle med nogen på ens niveau.
Lige nu går jeg og venter med længsel efter min nye mountainbike fra T-bikes. Desværre er rammerne lidt forsinkede. Henover vinteren har min Author ( i daglig tale Arthur ) været trofast, men han er efterhånden ved at være meget slidt efter mange, mange kilometer i gamet og mange fede løb!

Author Master - 2009 modellen