Beretning fra Münsingen

Netop tilbagevendt fra Tyskland kommer her en beretning fra Bundesligaen. Resultatmæssigt rakte det til en 14.plads i tiden 1t 42min – knap 9 min. efter vinderen Irina Kalentyeva. På 2. og 3. plads kom hhv. Elisabeth Osl (sidste weekends WorldCup vinder)  og Sabine Spitz (regerende tysk og olympisk mester).  For videre resultat nørderi, tryk her.

Men nu til sagen!

Hvad havde jeg af forventninger til løbet ? At få oplevelser på erfaringskontoen!

Jeg havde aldrig kørt mod mine modstandere før, så jeg så egentligt mest frem til at stå på startstregen med verdensspidserne foran mig og se, hvordan sådan nogle ser ud! Det lyder nok måske lidt naivt.. Okay, selvfølgelig havde forestillingen om at træde forbi dem alle sammen i det øjeblik, startskuddet ville lyde, da også strejfet min indre skærm en enkelt gang eller to!.. Men, men, ét skridt af gangen!

Jeg tager afsted lørdag morgen kl 5 fra Hovedbanegården for at mødes med Rivette folket, som jeg har fået kørselslejlighed med fra Fredericia.

Mange timers tysk motorvej, uendelig køkørsel, dårlige jokes om hvor stor “Ausfahrt” egentligt er og en GPS indstillet på “korteste rute” (ps. Kan IKKE anbefales) fik os frem til vores logi for natten, et typisk sydtysk Gasthof. Mørket var så småt ved at falde på og vi hopper hurtigt i tøjet for at nå en omgang på morgendagens rute. 

Stævnepladsen er øde, men vidner om at der har været gang i den hele dagen. Det har regnet hele dagen og ruten er godt smattet og glat. De forhold kombineret med tusmørket mellem træerne på nedkørslerne får min nervøsitet til at stige og jeg tænker bare: “Oh my God!..” Måtte da også lige en tur på hovedet i grøft, utroligt hvad lidt nervøsitet kan gøre! Beslutter mig for at sætte større knopper bagpå i morgen formiddag. Inden vi rammer sengene for natten redder vi en kinesisk restaurants dagsomsætning.

Søndag morgen starter tidligt, da Rivette Junior drengene skal i ilden kl 8.30. Jeg kan dog lige nå en ekstra lur og kommer ud til stævnepladsen kort efter drengenes start. Søndagens vejr er smukt solskin og i løbet af formiddagen tørrer ruten op og gør forholdene meget lettere til min start senere kl 12.15. Jonas Pedersen kører et overbevisende løb i juniorklassen og fører fra start, men rammes desværre af en punktering til slut, der sætter ham ned på en tredjeplads, som han får kæmpet op til en andenplads! Godt kørt!

Jeg triller ud og varmer op ved halv tolvtiden. Kl. 12 samles alle kvinderne nær startstregen og bliver kaldt frem enkeltvis. Jeg bliver råbet op som én af de sidste og starter bagest i det knap 40 personers store felt. Vi står klar i startboksen 5-10 min før start og minutterne snegler sig afsted. Der er masser af publikum, der sammen med speaker og høj musik får pulsen til at stige. Jeg har en indre dialog med med mig selv om, hvad jeg skal tænke på, strategi for starten og mange andre ting. Dropper de mange tanker til fordel for én: “Det her bliver fedt, det her bliver fedt…”  Bliver gentaget igen og igen.

Bang! Startskuddet går og vi banker frem. Jeg fornemmer hurtigt, at jeg har mere skud i stængerne end de piger, der ligger omkring mig og kører ud til venstre og forsøger at komme frem. Vi rammer hurtigt den berygtede startbakke, hvor der dannes prop. Jeg må af cyklen og sprinter op, op, op. På cyklen igen, op i de tunge gear, godt tråd. Nyder fornemmelsen af en let cykel og ben, der endnu kan arbejde syrefrit. Feeeeels gooood. 

Efter et kort asfaltstykke rammer vi det hurtige single trail, der de næste kilometer stiger, stiger, stiger. Får kæmpet mig godt frem og begynder at få lidt plads omkring mig. Ligger bagest i en gruppe, hvor jeg kan se fronten. Tænker: “de forreste er godt nok hurtige, de har allerede sat os”, hvorefter jeg opdager, at det ER frontgruppen. Kigger på ryggen af rytteren foran mig: “Spitz”.. Hov, det navn har jeg da hørt før!

Herfra går det fint! Jeg kan dog ikke hænge på gruppens tempo, har måske lagt for hårdt ud. Kan ikke holde pulsen på det niveau, jeg normalt kan i mit AT tempo. Kører det tekniske godt (meget bedre end jeg havde forventet) og synes bare det er SUPERFEDT! Finder en god rytme og føler mig hjemme på ruten, der i går havde givet min nervøsitet et spark!

Vi skal i alt køre 6 runder. Efter første runde ligger jeg nummer 12, en position, jeg holder de første 4 runder. På 5. runde begynder de andre piger at blive trætte og jeg trækker mig sejrende ud af adskillige interne battles. Jeg ryger op på en 10. plads og kan se, at 7. – 8. pladsen er inden for tidsmæssig rækkevidde.

Men så! Punktering!.. I starten af sidste runde rammer jeg en skarp sten (som nok har kostet mindst 50 andre ryttere punktering!!) og må løbe op til depotet, der heldigvis kommer kort efter. Jakob Lauritsen, der hjælper mig med flaskelangning, hiver en ny slange frem og smækker den i mit dæk. Igen – tusind tak for hjælpen! Adskillige piger passerer. Jeg flyver op på cyklen og skal nu bare brænde de sidste kræfter af. Får hentet nogle stykker, men mine ben føles også som om, de er punkterede! 

Jeg kommer i mål med en rigtig god fornemmelse trods defekten. Jeg er sikker på, at jeg ville have kunnet køre mig i top ti, hvis jeg ikke havde haft defekt. Jeg har kun fået mere blod på tanden nu. Jeg ved, jeg kan bide skeer med de helt hurtige og det føles rigtig, rigtig godt!