Långa Billingeracet

En god fornemmelse i kroppen, troen på sejr og at finde roen før start er tre vigtige ting i opskriften på en cykelrytter.Billingeracet er første afdeling i den svenske Långlopps Cup, der er Sveriges mest prestigefyldte mountainbikecup. Løbene er alle af en længde på mellem 80 og 110 km og ryger derfor over i kategorien MX (Marathon). Jeg kørte i efteråret Bockstensturen og kendte derfor lidt til det, der ventede mig. Takket være en sejr dér, fik jeg lov til at starte i startboks 1 og var derfor sikret en god start. Ud over gode pengepræmier er løbet krydret med “spurtpræmier” til første herre og dame ved et givent punkt.

Billingeracets spurtpræmie lå allerede efter ca. 3 km og markerede toppen af en laaaang stigning. Jeg havde sat mig for at snuppe den! Løbet startede med en masterstart igennem Skövde by, hvor feltet skal holde sig bag en bil, inden vi ramte skovene. Jeg lå med godt fremme og det var der flere kvinder, der gjorde. I det store felt var det lidt svært at holde styr på, hvor kvinderne lå. Jeg kommer ind på skovstien som anden kvinde efter svenske Kajsa Snihs lige foran mig. Jeg ved, at det er her på stigningen, jeg har min force og presser citronen tilstrækkeligt til at komme over toppen som første kvinde.

Spurtpris 200 meter forude! (foto: www.billingeracet.se)

Phew, sikke en start! Syren sidder allerede i benene, men jeg presser fortsat på for at komme med hurtige herreryttere. Det er vigtigt i et langt løb som dette at komme med en gruppe, da 81km er langt at køre alene! Jeg kommer med i en stor gruppe på 10-15 mand. På de store skovstier bliver der virkelig lukket op særligt takket været team Rivette juniorrytterne Kristian Axelsen og Nicklas Bangsbo. De første 20-30km er folk virkelig angrebslystne og en lille gruppe rykker fra. Der er lidt landevejsløb over det og vi ligger og kører rulleskift, når vi ikke kører singletrack. Sådan går det de første 40-50km. Nu er den store gruppe splittet og folk kører i mindre grupper af 2-3mand, nogle speeder op, andre finder ud af, at de har lagt for hårdt ud og må disponere kræfterne til de sidste 40-30km ved at sænke farten.

Halvvejs! Nye energiforsyninger (foto: www.billingeracet.se)

Fra ca. 40 km finder jeg mit eget tempo og følges af et par herreryttere, der ligger på hjul. Ingen af dem har lyst til at trække og ligger i mit baghjul resten af turen. Det gør mig ikke noget, da de jo ikke er konkurrenter. Desuden giver det mig en følelse af at være stærk og jeg kører de snørklede og rodfyldte skovstier meget bedre, da jeg nu har frit udsyn foran mig. Fra 65km mærket begynder jeg at tælle ned, 5km ad gangen. Ved 70km rykker én af herrerytterne og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at hænge på. Her begynder kræfterne at ebbe ud og jeg presser den meget mere, end jeg ellers ville. Fedt! Ved 75km må jeg dog slippe ham, da mine ben bare ikke kan holde hans tempo. En svensk T-bikes rytter ligger bag mig og et par km før mål råber han til mig, at han ligger nr. 2 i H40 klassen og at nr. 1 ligger ca. 50m foran os. Han vil gerne have mig til at trække ham op til nr. 1 og jeg bliver grebet af racet og finder de sidste kræfter frem. Det lykkedes at hente nr. 1 og jeg afleverer min cykelfælle til den interne dyst. Nu har vi i mellemtiden ramt løbets sidste meget heftige stigning, men det lykkedes ikke T-bikes rytteren af hive sejren hjem.

De sidste kræfter brændes af 1km før mål (foto: www.billingeracet.se)

Selv bider jeg tænderne sammen i et smertefuldt smil og lader tilskuernes heppen bære mig op til den sidste flade strækning til målstregen!

Yes! Sådan! Det var bare fedt, fedt, fedt!

Næste weekend er uden løb, hvilket bliver tiltrængt efter en periode med mange løb. Næste større løb er Superligaen i Vejle d. 7. juni.

Stay tuned