Status

Den første del af sæsonen er fløjet afsted. Det er tid til at stoppe op og gøre status

superliga-1-afd-09-398

Hmm, gruble, gruble..

Vinteren startede i min bevidsthed i november måned: Ny bopæl og opstart på vintertræningen. En stor del af træningen bestod af spinning, suppleret med mørke, kolde landevejsture og styrketræning. Fra landevejsturene står der særligt ét klart billed: mig – våd og kold i entréen med dybfrosne fingre og tæer, en blære, der er ved at sprænges og udsigten til at det vil tage mindst 5 stressede minutter før mine døde fingre får gravet mig fri for tøj og jeg kan sætte mig på toilettet!

Et andet billed er punktering alt for langt nede på Gl. Køge landevej uden dækjern. Resultat: knækket nøgle og punktering påny efter 50m på den nye slange (tip: hvis du skal bruge dine nøgler som dækjern – undgå i det mindste hoveddørsnøglen). En klog cykelrytter har lært mig et godt trick; skal man have handskerne af, skal de op under jakken, så de bliver holdt varme!.. Nå, ja, den var man sikkert selv kommet på om 5 år ; )

Those days are over!

Efter eksamen i januar måned og opstart af 6.semester kom der mere fokus på cyklingen i kraft af særplan og dermed færre timer på studiet. Nu kom der mere tid til at træne om formiddagen og komme ud på mtb’en i dagslys – fantastisk!

 

Starten ved den 1. Afdeling af superligaen

Starten ved den 1. Afdeling af superligaen

 

Sæsonplanen kom i støbeskeen og havde i første omgang fokus på den danske superliga. I marts måned blev den gode rytme brudt af en overbelastningsskade i knæet, der satte mig ud af gamet i 3 uger. Heldigvis kom jeg overraskende hurtigt ovenpå igen takket være behandlinger hos Protreatment og supervision hos holdets sportslæge, Philip Hansen (aka. Dr. Phil). Den i første omgang uvelkomne pause skulle vise sig at have været virkelig gavnlig, da jeg kunne mærke, at jeg var gennemrestitueret og nu havde sindssygt spark i stængerne til træning og race. En følelse, jeg sjældent oplever. Særligt nu efter en længere periode med mange løb og mindre tid til restitution.

Sæsonplanen har nu ændret fokus. DCU har åbnet døren for evt. deltagelse i EM til sommer, hvilket forudsætter resultater i den bedste 1/3 til internationale løb som f.eks. den tyske Bundesliga. Første Bundesliga i Münsingen gik godt, mens anden Bundesliga i Heubach gik mindre godt. Der er stadig et par afdelinger af Bundesligaen at prøve kræfter med inden EM. En vigtig ting ved disse løb er erfaring, erfaring, erfaring plus selvfølgelig optimal forberedelse og planlægning. Så det er bare at fortsætte med at klø på. Min klub er så fantastisk at støtte op om mit projekt, hvilket jeg er meget taknemmelig for!

Ser man på det resultatmæssige, er der ikke noget at sætte en finger på. Jeg har hevet en del overlegne sejre hjem, hvilket nok også i lige så høj grad vidner om, hvor lille scenen for dansk kvinde mtb er. I de udenlandske løb får jeg virkelig kam til mit hår. Det skal jeg lige vænne mig til, men det er faktisk også ret fedt! Så er der nye mål at gå efter!

Set over en bred kam, har sæsonen indtil nu været forrygende og det gælder om at bevare gejsten og vokse med opgaven!

Lige nu ligger sommersæsonen bare for mine fødder og venter på mig!

Kvindefeltets start ved Bundesligaen i Heubach

Kvindefeltets start til Bundesligaen i Heubach

Til alle Jer, der følger med på bloggen, tak! Det er fedt at være en del at mtb-verdenen, hvad enten man kører løb, langer flasker, hepper eller bliver genkendt i lufthavnen af en eller anden landevejsrytter, mens man venter på at afhente sin cykel ved ved bånd 9.

4 Responses to “Status”

  1. Elisabeth Langvad says:

    Imponerende status. Dette må være historien om ællingen, der udviklede sig til en svane…
    Da du var lille, var du godt nok lidt af en piv-skid.
    Men det er der nok ingen derude, der vil tro på…

  2. annika says:

    Haha! tak mor!..

  3. Torbjørn says:

    Hej Annika
    Var lige inde at læse lidt om dine bedrifter. Det ser sku godt ud. Godt kørt.

    Vi ses nok til 24-timers. Søren og jeg skal ikke køre men er på træningslejr på Sjælland. Så vi kommer lige forbi.

    Vi ses.

    P.s. Tro 100% på at du er den bedste, for det er du:-)

    • annika says:

      Hej Tor

      Intet går en mtb-o’ers næse forbi ; )
      Jeg skal ned og køre Bundesliga i Albstadt i weekenden, hvor der er 24-timers.

      Rigtig god camp og god træning frem mod sommerens store mesterskaber.

      P.S. I er også de bedste, det skal I nok vise igen denne sommer!

Leave a Reply for Torbjørn