4. plads Bundesliga Albstadt!

 

Podium Albstadt

Podium Albstadt: 4. Annika Langvad, 2. Elisabeth Osl, 1. Sabine Spitz, 3. Petra Henzi, 5. Anja Gradl

I weekenden kørte jeg en fjerdeplads hjem i Bundesligaen i Albstadt i tiden 1t 42min 51sek, hvilket var 3min 30sek efter vinderen Sabine Spitz.

En helt, helt ubeskrivelig oplevelse!

Optakten til løbet havde været helt optimale. Både fredag og lørdag havde jeg kørt på ruten og lært den at kende. Samtidig var forholdene helt tørre og ruten indeholdt et par lange benhårde stigninger, hvilket klart er til min fordel. 200hm fordelt over en 5 km rundstrækning skulle vi forcere 6 gange.

Jeg bliver denne gang placeret i startboksen i 3. eller 4. række. Nedtællingen til løbet sker på sædvanlig vis med stor ståhej, hårrejsende jubel fra tilskuerne, rastløse ben og en kontinuerligt overstadig speaker – alt sammen ender til sidst i en nervepirrende nedtælling alt imens motocrosscyklen, der hele tiden ligger foran forreste rytter begynder at gasse op for fulde drøn! Pistolskuddet lyder og feltet skyller som en stor bølge af bisonokser ud over græsmarken, hvor det første startloop går. Jeg skal lige finde mig selv og finde ud af, hvor i feltet jeg skal placere mig. Ryger bagud, men kommer hurtigt med helt frem efter startloopet, hvor feltet bliver spredt mere ud. Allerede efter et par minutters kørsel kommer den første onde stigning. Her er der ikke noget med at ligge på hjul, skærme andre af eller køre teknisk godt, kun én ting tæller og det er, hvor mange watt, der bliver trådt. Før jeg ved af det, har jeg sammen med tre andre skilt mig ud fra resten af feltet. I al beskedenhed kan jeg fortælle, at denne gruppe indeholder Sabine Spitz (regerende olympisk og tysk mester), Elisabeth Osl (østrisk mester og vinder af dette års world cup i Pietrmaritzburg), Petra Henzi (nr. 6 til OL 2008) udover mig selv. Set i bagspejlet egentlig godt klaret ikke at blive slået ud af tanken om, hvor stærke kræfter, jeg ligger og battler med.

 

Kvindefeltet på startloopet

Kvindefeltet på startloopet

 

På starten af anden omgang kommer vi til den samme onde bakke. Jeg kan ikke præcist huske, hvad der sker, men lige pludselig ligger jeg i front og har slået et lille hul ned til de andre. Det var bestemt ikke noget, jeg havde planlagt, men mine ben må have været ufatteligt gode!! Eller også er det de hundredevis af tilskuere, der råber, klapper og jubler, der bærer mig op. Elisabeth Osl kommer op og forbi. På første runde lagde jeg mærke til, at der foregik et samarbejde mellem hende og holdkammeraten Sabine Spitz. Jeg fornemmer, at hun måske vil slå tempoet ned, for at få Sabine med op. Sabine virker nemlig som om, hun hænger lidt i bremsen. Jeg lægger mig på hjul af Lisi og firemandsgruppen er stadig intakt.

Efter den lange opkørsel kommer en forholdsvis stejl nedkørsel, som jeg under træningsrunderne mentalt havde lidt svært ved at kapere. Her gælder det om, at slå alt fornuft fra, dreje rundt i svinget og suse ned af bakken. Ikke noget, der minder om nedkørsler, jeg har kørt i Danmark. Jeg fandt et trick med at tvinge mig selv til at smile overdrevent meget, hver gang jeg kom til det sagnomspundne sving og dreje uden at tænke så meget. På tredje runde er jeg dog ved at være lidt stegt og får ikke drejet nok og bliver fanget i et sikkerhedsnet i stedet. Der skete dog ikke noget og jeg kommer hurtigt videre. Desværre overhaler Petra mig i samme omgang og jeg ligger nu på en fjerdeplads. I front ligger Elisabeth Osl og Sabine og dem ser vi ikke mere. Petra ligger resten af løbet irriterende 100 m foran mig, 100 m som jeg ikke er i stand til at hente ind. På andensidste omgang begynder de første krampetrækninger at bide i mine lår på opkørslerne og jeg kører med de kræfter, jeg stadig har.

På sidste omgang begynder realiteterne at gå op for mig. Jeg ligger til en 4.plads i Bundesligaen og bag mig har jeg lagt et hav af piger, som har trænet i 10 år, kører for diverse teams, har 100 gange mere erfaring end jeg har, træner det her terræn til hverdag, har personlig massør, mekaniker, osv… Jeg bliver MEGA stolt af min præstation og nyder den sidste fede nedkørsel. På opløbsstrækningen til mål jubler jeg så meget, at vinderens sejrsjubel kunne blegne. På den anden side af mållinien venter Jonas, Frederik og Jonas’ far og i det øjeblik, jeg standser får jeg gåsehud over hele kroppen! SÅDAN

Bestemt ikke sidste gang, jeg skal ud og lege med de store..

For resultater, tjek her

Placeringen betyder samtidig også at min EM udtagelse nu er endelig! (Zoetermeer, Holland, 12. juli)

17 Responses to “4. plads Bundesliga Albstadt!”

  1. Simon says:

    Hej Annika

    Super godt gået. De skal bare lære at æde dit baghjul!

    /Simon

  2. Dorthe Brandt says:

    Hep hey hvor er det fedt! Tillykke og hvor er du sej! Jeg sidder på læsesalen og tænkte på om der er andet i livet end at læse og om der sker noget ude i virkeligheden, og det gør der. TIllykke endnu en gang og kom snart med en udførlig beretning:)

  3. Zeus says:

    Hey, totalt iorden præstation!
    Det er imponerende så hurtigt du er kommet op i den klasse. Hatten af og bukke og skrabe!
    Skal vi se dig æde metal til OL? (ellers kan vi jo starte med VM/EM) 😉

  4. Magnus Brinch Larsen says:

    Tillykke Annika

    Det er kanon fed læsestof, en hårrejsende præstation og så er du et et sindsoprivende håb for dansk MTB. DU ER FOR VILD!

  5. Signe says:

    Dyb, dyb respekt Annika!

  6. Carsten says:

    ja jeg flæbede sku næste da jeg læste det

  7. Totalt, totalt tillykke! Både med placeringen i Albstadt og med EM udtagelsen. Vildt imponerende præstation!

  8. Hanne says:

    Hold da kæft – jeg fik sgu gåsehud af at læse det her.. hørte godt om din føring – den tippede ind under præmieoverrækkelsen i Nordic24 og du blev altså lige heppet af godt 1000 mennesker i Holte..
    DU ER SÅ MEGA SEJ.. og jeg har så stor respekt for det du har gjort på så kort tid !!! – kæmpe tillykke

    /Hanne

  9. Elisabeth Langvad says:

    Hvor ER vi kede af, at vi ikke var med på målstregen.
    Jeg tror, vi tar´ med til EM – når det regner på præsten, drypper det på degnen…

  10. Morten Laustsen says:

    Halløj Annika :o)

    Herre i orden kørt – tillykke med den flotte præstation!

    Jeg SKAL se EM på Freecaster hvis ikke jeg står dernede klappende, råbende og heppende ;o)

    Ses…

    //Morten Laustsen

  11. Det er ganske enkelt pissegodt kørt Annika, vildt sejt, tilykke med resultatet.

    Mvh Mikkel.

  12. Kim Krogh, MCV says:

    For pokker – du er for sej.
    Jeg sad også med en klump i halsen, da jeg læste din beretning 🙂
    Fedt at have et megatalent inden for kvinde-mtb i DK.
    Jeg er fan – har du en fanklub? 😉

    vh Kim Krogh

  13. Skjødt says:

    Kan love dig for at der er en fanklub 🙂

  14. Tillykke, det er super cool!

    ang. fanklub: Count me in!

  15. J-Lo says:

    Fantastisk! Glælder mig allerede til næste løb i bundesligaen 😀

  16. Signe says:

    Ang. fanklub. Jeg blev medlem allerede sidste år, fordi Annika ikke bare kører stærkt, men også er rigtig sød overfor os “nye” piger.

    Så giv den gas Annika, du er et kæmpe plus for sporten -og en stor inspiration for de danske mtb tøser 😀

  17. […] 4. plads Bundesliga Albstadt! « Annika Langvad […]

Leave a Reply for Signe