Dobbelt op

P8090274

I dag blev DM på marathon distancen afholdt på en hård rute i Silkeborg og det rakte til en førsteplads. 

Dagen inden løbet havde Casper Saltoft, Anders Nyholm, min lillebror og jeg været nede for at kigge lidt på ruten. Sorte skyer var begyndt at trække ind over skoven. Da vi havde kørt ca. 3 km åbnede himlen sig i et regulært skybrud af “sjask-våd-fra-inderst-til-yderst”-dimentioner!. Først forsøgte vi at finde lidt ly under de tætteste træer, vi kunne finde, men indså hurtigt, at det var komplet nyttestløst. I stedet for at stå og blive hånet af de lårtykke stråler besluttede vi at vende de brede dæk mod casa Langvad, ca. 20min.’s kørsel fra skoven. Hjemme ventede god mad kokkereret af Anders´kæreste Katrine og bagefter stængerne op til Top Gun.

Jeg havde lokket min lillebror, Simon, til at køre løbet om søndagen, hvilket han var frisk på at springe ud i. Med kun ét tidligere mtb-løb i træningsdagbogen var det dobbelt op på erfaringskontoen at køre løbet her. Lad mig sige, at jeg er stolt af hans indsats. På en halvfordærvet mtb (undskyld Simon ;)) kom han rundt på de 2 gange 25km og nåede sit mål: “ikke at blive sidst”. 

Mit eget løb gik udmærket. Jeg havde planer om et køre et hårdt løb uden at køre mig helt i sænk. Første runde havde jeg gode ben og fandt en god gruppe at ligge med. Langsomt kører jeg op igennem feltet og bliver noget overrasket over alle de stigninger, der er på ruten. De første 15km af ruten er præget af sejtrækker opkørsler, mens de sidste 10km er mindre kuperede. Eller det vil sige, at det er, hvad jeg overbeviser mig selv om, for at gøre løbet lidt lettere. Det lykkes ikke kun at overbevise mig selv om det. På min sidste omgang møder jeg på toppen af en bakke en rytter, der er gået i pit og sidder og samler kræfter. Jeg hepper på ham og siger: “Kom nu, der er ikke så langt igen!” Han lyser op og siger: “Er det rigtigt?” hvorefter han springer op på cyklen. Da jeg kører derfra tænker jeg: “hov, bare jeg nu ikke fik sagt for meget”. Anyways, han kom da tættere på mål.

På anden omgang ligger jeg længe bag Morten Krogh fra DMK, hvilket var superfedt, da han virkelig sætter turboen på og vi kører os godt op i rækkerne. Men så!, i starten af tredje omgang begynder min kæde at drille og sætte sig fast på klingen foran. Forbistret kigger jeg ned og tænker: “hvad sker der??” Til min skræk ser jeg et kædeled, der ser noget spedalsk ud og griner op til mig fordi det inden længe har tænkt sig at sætte en stopper for min videre færd. Resolut foretager jeg hurtigst muligt en U-vending og triller ned i feed / teknik zonen, der heldigvis ligger 500 m tilbage. Her får jeg hjælp med at sætte et nyt led på og kan fortsætte. Desværre har jeg mistet min pacer og feltet er på dette tidspunkt så spredt, at jeg ikke møder mange på min sidste omgang, hvilket gør det lidt svært at holde dampen oppe.

Jeg får dog kæmpet mig igennem og kan nu tilføje endnu en DM-titel til kontoen i 2009. Tak, Silkeborg, for et godt løb. I får alt andet dansk terræn til at minde om barnemad 😉

I herreklassen blev Benjamin Justesen (team T-bikes) vinder, mens min klubkammerat Jens Gorm Hansen (HMTBK) tog sig af andenpladsen. På tredjepladsen kom Rasmus Jessing  (team T-bikes).

Her kan du se tv2 Østjyllands indslag fra løbet.

Godt brugt i ryggen efter målgang!:

(Pas på nakken, når du drejer hovedet for at se billedet ;-))

Godt brugt i ryggen, auvtch!

Leave a Reply