I går var det tid til at køre DustCup i Kirkeskoven i et velkendt setup med the usual suspects og det var faktisk ret hyggeligt!

foto: www.peternorby.dk
Jeg havde ikke noget konkret at køre for eller efter. Mit eneste mål var at køre et fedt løb, få pulsen op, god træning og lige få en fornemmelse af, hvordan benene er skruet sammen her før afrejse til VM downunder.
Kort inden start monterer jeg nyt dæk på mit baghjul fra New Ultimate, som Jesper Thomsen (Kuota) havde repareret og taget med til mig, så det er klar til VM.
Inden start triller jeg ruten, der starter lige på og hårdt med stejle opkørsler nær vandtårnet. Jeg har trænet meget i dette område, men banens spor er jomfrueligt anlagt i dagens anledning og er ret fede. Her gælder det om at holde tungen lige i munden mellem de tætte træer. Kasper Busk, (der efter sigende skulle have kørt stærkt engang ;-)), benyttede en alternativ klatreabe-teknik, hvor han simpelthen trak sig op af bakkerne ved at hive fat i stammer og grene! Nå, ja, hvorfor ikke?? Til gengæld er der ikke meget brug for støttehjul nedad, hvor manden simpelthen flyver afsted. Jeg tror jeg skal ligge noget mere på hans baghjul nedad.
Da starten går finder folk efterhånden ind på deres pladser. Efter første runde ligger jeg sammen med Jesper Thomsen fra Kuota, hvilket varer helt til mål. Vi arbejder os op gennem rækkerne og ligger omkring top 20. Vi skiftes til at tage føringer og presser hinanden kun afbrudt af overhalinger af ryttere, hvorfor der kommer hul engang imellem. Inden den sidste lange stigning op til mål ligger jeg foran med Jesper lige i hælene og spekulerer på, om jeg mon kan spurte fra ham til sidst. Jeg ligger forrest helt ind til 15 meter før mål og træder spurten an, men Jesper sætter ind med alle kræfter og spurter forbi. Tak for god kamp!.. Det var fedt og med til at holde farten høj hele løbet.
Efter løbet er der hygge, multiroulade, kakao, lodtrækningspræmier og præmieoverrækkelse. Inden vi tager hjem er mørket faldet på og minder om, at sæsonen lakker mod enden. Inden da er der dog et stort løb i Australien, der venter, VM. Afgang er på lørdag og selv løbet er for mit vedkommende lørdag d. 5. sep. kl 10, hvilket svarer til kl 02.00 natten mellem fredag d. 4.sep. og lørdag d. 5. sep. dansk tid. Herrerne skal køre kl 06.00 d. 5. sep. dansk tid, og her repræsenterer Klaus Nielsen de danske farver. Jonas Pedersen kører i juniorklassen allerede om torsdagen.
Løbet vil kunne ses live på nettet på freecaster.tv.

foto: www.peternorby.dk