Rapport fra “Down Under”

p1000169

Min første VM-optræden rakte til en 23. plads. Jeg er nu tilbage på dansk grund med masser af gode oplevelser og erfaringer rigere. Der var rigtig mange indtryk, der skulle fordøjes i løbet af ugen samtidig med at der var et cykelløb, der skulle køres. Tilbage sidder jeg med følelsen af, at det her game vil jeg gerne have mere af og til tops indenfor!

Vi ankom mandag efter en lang rejse og brugte ugen på at ryste jetlag af og træne på ruten. Ruten var en teknisk rundstrækning på tørt sandet underlag uden rødder, men til gengæld masser af klippestykker. Ruten var designet – alle sving og sten var placeret med henblik på en xc-rute. Rutens første halvdel indeholdte nogle tekniske stenpassager med stejle op- og nedkørsler, som jeg synes var temmelig svære. Sidste halvdel bestod mest af lange nedkørsler med burms, switchbacks og hop, som også krævede god teknik at køre hurtigt. Der var kun to grusvejsopkørsler, hvor der var mulighed for overhaling. Blev man fanget bag ryttere på singletracket, var der ikke andet at gøre end at vente til grusvejen med at overhale. Derfor var det helt essentielt at komme først ind på de snævre spor. Heldigvis var de lange grusvejsstigninger lige inden lige min kop te!

DSC00182

SRAM's stand blev hurtigt min gode ven - altid klar til at hjælpe!

 Jeg havde startplacering 36 i det 50 personer store felt – altså ret langt tilbage. Min startplacering er alene afgjort af min placering på verdensranglisten, der igen er bestemt af, hvor mange UCI-point, jeg i løbet af det sidste år har skrabet sammen i den tyske Bundesliga, DM og Shimanoligaen.

Efter opvarmningen trillede jeg med Michael Borup (aka. den ene leder af den dynamiske-landsholdsleder-duo) op til startboksen. Det meste nervøsitet var blevet til spændt forventning! Her var alt at vinde og intet at tabe, – med mindre jeg udgik pga. en dum defekt. Jeg vidste, at en god start var altafgørende, da der ikke ville være overhalingsmuligheder, når vi først ramte singletracket. Derfor var det fuld skrue fra start, hvilket var lettere sagt end gjort i det tumult, der hurtigt opstod efter startskuddet. Op ad den lange grusvej, der udgjorde startloopet, kom der hurtigt trængsel og endda et massestyrt, der stoppede hele feltet på nær de ti forreste ryttere. Råben, masen og albuer uddeltes gavmildt – alle ville frem! Jeg fokuserede kun på mit eget løb og udnyttede de chancer, der bød sig for at komme frem. 

p1000054

I feedzonen står flaskelangere og mekanikere klar! 😉

Efter første omgang ligger jeg nr. 32, og efter 2. runde er jeg rykket frem som nr. 27. Jeg fandt en god rytme og rykkede stabilt frem til min endelige placering som nr. 23. Hver gang, jeg passerede feedzonen var der opmuntrende tilråb fra den dynamiske duo (hvoraf den anden halvdel er Kristian Skjødt). Forestil Jer to skrålende ranglede Bubbibjørne, der ivrigt hopper og ned – helt fantastisk! De andre landes hjælpere spurgte forundret, hvorfor de skældte os danske ryttere så meget ud. De forstod jo ikke, at tilråbene på det mærkelige kartoffelsprog ikke var eder og bandeord.

Ruten krævede ikke kun fysisk energi, men i særdeleshed meget energi på at holde koncentrationen. Et splitsekunds fejlvurdering kunne sætte en stopper for det hele. På opløbsstrækningen spurter jeg fra en australier, kommer i mål og er godt tilfreds med min indsats. Jeg havde måske håbet på at placere mig i top 20, men set i det store billede i forhold til mine konkurrenters erfaring er jeg sikker på, at mine store internationale resultater nok skal komme!

Efter mit løb kunne jeg sammen med Jonas Pedersen, der havde kørt to dage inden og blev nr. 27, se herrernes løb, hvor Klavs Nielsen desværre måtte udgå efter tredje omgang med en mekanisk defekt.

Hele løbet kan genses her på Freecaster.tv. Det er dybt imponerende, hvordan russiske Irina Kalentyeva kæmper sig tilbage i løbet efter en mekanisk defekt på første omgang for at hive sejren hjem foran norske Lene Byberg, der må se titlen smuldre væk med 13 sekunder!

Tilbage i Danmark skal jeg have overbevist min krop om, at den ikke skal vågne kl. 04.30, men tilbage til dagligdag kl. dansk tid.

Alt i alt var det en rigtig fed oplevelse og jeg glæder mig til at komme ud og bide skeer med de store i udlandet igen!

3 Responses to “Rapport fra “Down Under””

  1. Tillykke herfra! Spændende at læse din beretning med MTB-lingo…

    KH
    Dorthe

  2. annika says:

    Tark Dorthe! Godt det ikke var verdensmesterskaberne i Settlers 😉

  3. Team Hybel says:

    TIllykke, et meget flot resultat!!!

Leave a Reply