Smugkig på næste års DM-rute

Startbakke på ca. 1,5km!.. (foto: 

 

Startbakke på ca. 1,5km!.. (foto: Brian Lykke, Vejle)

I en periode, hvor sæsonen og løbsånden lakker mod enden, kunne jeg ikke stå for fristelsen for at tjekke næste års DM-rute ud..Sidste weekend stod for mit vedkommende på familiefødselsdag på Mols og et smut omkring forældrene i min gamle base i Silkeborg. Ovenpå lørdagens omgang suppe, steg og is vågnede jeg søndag op til en høj, klar efterårssol. Efter obligatorisk müsli hoppede jeg ud i bilen (der desværre ikke er min, men min mor har lovet at jeg må arve den ;-)) og indstillede GPS og kaffekop på de milelange strækninger af lige landevej til Varde i det syd-vestjyske. Mærkeligt nok kan sådan en lang køretur uden den store trafik på vejene virke terapeutisk på mig – men det er nok også kun fordi, jeg så sjældent kører bil. – Hvilket er meget godt for min egen sikkerhed, da jeg godt kan lide at køre “effektivt”. (Mor – jeg kørte MEGET pænt i din bil!)

Velankommet til Varde var det overvældende, hvor mange mennesker, der var troppet op. Børneklasserne var allerede igang og motionistryttere skabte allerede god trængsel på den store plads. Heldigvis var der ikke den store ventetid ved indskrivningen. Dameklassen skulle starte samtidig med motionsfeltet, så det var ikke den sædvanelige skare af fyre, jeg skulle krydse klinger med. Inden start nåede jeg lige et smut ud i terrænet for at lade hjulene bide lidt i underlaget og få en fornemmelse af, hvad der ventede. 

For at løsne op i benene blev løbet skudt igang med en lang let stigende startbakke, der trak feltet godt ud inden vi røg ind på singletracket. Med følgeskab af et par veltrædende fyre, var det ingen sag at få banket pulsen op. Phew, så var vi igang. Herefter bød løbet på masser af lækkert singletrack. Ikke specielt bakket, men til gengæld ret snørklet. Jeg skyder tanken fra mig om, at det kunne have været rart lige at have set ruten før løbet, men det får jeg så chancen for nu. Jeg har en lokalkendt Varde-rytter i hælene, der meget sympatisk informerer mig om, hvad der kommer forude. På et tidspunkt får min co-driver dog nok af at ligge bagved og rykker op foran og trækker fra. På tredje og sidste omgang begynder rutens eneste bjerg (som forceres to gange lige efter hinanden) at bide lidt i benene. Det er svært ikke at presse den maximalt, når hele oplandets befolkning står og hepper!

Min indtryk af ruten er meget positivt. Herlig singletrack med lækre detaljer i form af nekørsler og snørklede spor. Underlaget er fjedrene nåleskovsbund, som helt sikkert kan tage imod en byge eller to og adskillige gennemkørsler inden det skal lægge krop til næste års DM.. Vi ses!..

Sportsklassens Vinder, Christian Sloth fra Varde, tager den - helt korrekt - venstre om nøgen stamme midt på spor (foto: Brian Lykke)

Sportsklassens Vinder, Christian Sloth fra Varde, tager den - helt optimalt - venstre om nøgen stamme midt på spor 😉 (foto: Brian Lykke)

2 Responses to “Smugkig på næste års DM-rute”

  1. Ib Madsen says:

    Hej Annika

    Grenaa CC`s udsendte fotograf havde fået fat i at du var løbets stjerne. Derfor findes der et par billeder af dig på klubbens billedside fra løbet.

    VH Grenaa CC

  2. Elisabeth Langvad says:

    Hej Annika.
    Dit fartglade gen – på cykel forstås- må alligevel have overført kræfterne til min bil, da jeg selv indhøstede en “pæn” fartbøde dagen efter…Ak ja, turboen er billigt til salg!

Leave a Reply