Urban Slush 2010 B&W

Over paller i de gamle lagerbygninger (foto: AP Skovsen)

 

For tredje vinter i træk diskede SlushCuppen op med en Urban-afdeling. Grunden, hvor det tidligere skibsværft B&W havde til huse på Refshaleøen tæt på Københavns centrum, var denne gang rammen omkring løbet. Scenen var perfekt med spøgelsesagtige tomme, skyggefulde lagerhaller, tomme containere og gamle ruiner. Bonusinfo: B&W er i virkeligheden en forkortelse for Biting Wind – og den var der masser af!

Mit mål denne gang: At slå Philip fra min klub og de andre gamle drenge, der lever højt på en sjælden gang imellem at krydse målstregen før mig 😉 Taktikken var enkel: Komme afsted fra start, køre taktisk klogt og aldrig kigge tilbage!

I læ i grafittiruinen (foto: Jonas Lüttichau)

 

Ruten var pandekageflad på nær en enkelt lille bakke. Det, der kunne være udslagsgivende, var det til tider isfyldte underlag, den stive kuling, der blæste ind fra Øresund og diverse forhindringer, hop og kringlede sving.

Mit hemmelige våben og motivationsfaktor; min spritnye bike fra Principia, som jeg få dage inden havde pakket ud og nu skulle have sin ilddåb! Damn, en lækker maskine. Jeg glæder mig til at få kørt mig mere ind på den. Mit umiddelbare indtryk er, at det er en let og manøvredygtig fartmaskine. Cyklen er en smule kortere i overrøret end min tidligere, hvilket giver bedre styreegenskaber. Inden løbssæsonen går i gang, kommer der endnu en cykel, der udelukkende skal bruges til at køre løb på. Den bliver sat op med topdele fra vores sponsorer (bl.a. SRAM og DT Swiss), så jeg altid har en cykel, der spiller 100% til de mange løb, der venter til sommer (WorldCups, den tyske Bundesliga, EM, VM og den danske Shimanoliga)

Tilbage til løbet..

Jeg får denne gang en god start og ligger godt i læ, da vi rammer en mur af vind ude på molen, hvor bølgerne slår ind og dækker de store sten med et tykt lag af is. Vindmøllernes store vinger suser over vores hoved, mens jeg koncentrerer mig om at holde hjul og ikke ramme de store skarpe stenskærver, der popper op på sporet.

Jeg får et godt samarbejde med nogle stærke fyre og holder min placering stort set igennem. Jeg kommer i mål som nr. 22 overall og rykker op som nr. 13 i den samlede stilling:-) 

I den ubarmhjertige kulde (foto: Noppenau)

 

Efter den normale start var der i dagens anledning en ekstra elitestart, hvor de 30 bedstplacerede herrer og fem hurtigste kvinder skulle køre et “show-løb” på en afkortet rute, der var puplikumsvenlig og hvor der blev dystet om pengepræmier. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt brugt og var blevet kold efter den første start, men kører mig alligevel sikkert til sejren i dameklassen.

Min nye teamkammerat, Jonas Pedersen, var flyvende og kørte sig i eliteløbet til en trejdeplads på sin nye Principia. Henrik Andersen er også virkelig godt kørende for tiden og vandt suverænt det ordinære løb, mens han desværre måtte udgå i eliteløbet, hvor han ellers også lå i front. Kasper Busk fik jeg for en gangs skyld skovlen under, men jeg er sikker på, at han vender stærkt tilbage næste gang.

Det var en superfed dag, hvor den arrangerende klub DMK virkelig havde lagt sig i selen for at lave et fedt løb med et stort expo-område, der gjorde, at man også som tilskuer fik en stor oplevelse

Foto: Noppenau

 

Expoområde (Foto: Noppenau)

2 Responses to “Urban Slush 2010 B&W”

  1. Hej (Sv)Anikassen. Spændende at følge med på din blog hernede fra varmen af. Og tillykke med den nye cykel! Glæder mig til at høre mere om dine sejre og se flere billeder fra dine løb.
    KH
    Dorthe

Leave a Reply for Dorthe Brandt