Cyprus Sunshine Cup #1

Så er der atter sol, varme og klippeunderlag på programmet. Sammen med mit team HMTBK har jeg nydt de første par dage her på Cypern. I dag søndag blev første del af Sunshine Cup afviklet og det lykkedes at hive en sejr hjem.

Vi ankom her til øen natten mellem lørdag og søndag og nåede at få ca. 4 timers søvn inden morgenmaden kl 9. I en rejse-søvn-underskuds-døs fik vi samlet cykler og kørte ud til søndagens løbsrute for at træne på ruten og indskrive os. Her blev vi mødt af en rute, der var rigtig fed og meget, meget anderledes end de forhold, moder natur tilbyder i Danmark for tiden. 240 højdemeter på en 6,7km lang rundstrækning. Sten, klipper, grus og sand i en skøn symfoni gennem det smukke landskab. På nedkørsler skulle tungen holdes lige i munden og på opkørsler trædes ekstra hårdt – altså lige en tand mere af alt det, mountainbike handler om.

Søndag var raceday! Kl 9.30 var Teamets Junior, Jonas Pedersen, og Mr. CabDriver aka. Søren “Fætter” (i masterklassen) i ilden. Jonas kommer rigtig godt rundt de første omgange og ligger på et tidspunkt nr. 3. Kræfterne og et knæ, der for tiden driller lidt, rakte til en 4. plads.

Kl 11.30 var resten af teamet klar til at bide skeer med modstandere, hinanden, ruten og sig selv. Kvindefeltet startede ca. 30 sek – 1 minut efter herrerytterne. Jeg var blevet seedet som nr. 9 og startede derfor i anden række blandt de ca. 30 kvinderyttere. Passede mig udmærket. Da startskuddet lød, lod jeg de forreste kvinder træde an og lagde mig i 3-4 position. Da vi kom rundt på startloopet for anden gang, fornemmede jeg, at jeg kunne træde lidt mere og besluttede mig, at lægge damerne bag mig og indlede jagten på herreryttere foran. En fed, fed fornemmelse med gode ben. Inden længe kommer jeg op til de bageste herreryttere og presser tempoet. På anden omgang af de ialt fem, forcerede jeg lidt for meget og mistede koncentrationen på en nedkørsel og slog en ordentlig kolbøtte. Jeg bed tænderne sammen og tænkte, at det er for dumt! Herefter kørte jeg ikke stærkere, end jeg stadig havde overskud. I feedzonen havde Søren “Fætter” ( nu aka. flaskelanger) råbt, at jeg havde så stort et forspring, at jeg kunne nå at skrive en e-mail. Jeg begyndte nu at spekulere over, hvilken type e-mail, han mente. En laang livsberetning, en jobansøgning med vedhæftede filer eller mere typen, der har karakter af effektive svar ala “ja”, “topdollar”, “kør” eller “en ommer”. Nå, men i hvert fald fandt jeg ind i et godt tempo og fik på sidste runde råbt, at sejren var hjemme, hvis jeg kørte sikkert, fedt! Med 2 km til mål begyndte mit fordæk at miste luft og var kort efter fladt. Det blev mere og mere spændende (læs: usikkert) at styre med. Heldigvis var det meste til at køre, men jeg måtte løbe nogle passager og gav den de sidste kræfter inden mål. Jeg kunne heldigvis trille over målstregen som vinder!

Vinterens træning synes at have været effektiv, da jeg føler mig godt kørende for tiden. Min krop er vant til at træne i temperaturer omkring eller langt under frysepunktet. På trods af, at kroppen må få lidt af et chok af en temperaturforskel på ca. 30 grader, trives jeg rigtig godt i varmen hernede. Nu står den på masser af god træning indtil næste weekend, hvor 2. afdeling af SunshineCup afvikles over tre dage med enkeltstart fredag, stagerace lørdag og alm. crosscrontry race søndag

11 Responses to “Cyprus Sunshine Cup #1”

  1. Anna-Sofie says:

    Meget meget dygtigt Annika. Det bliver en virkelig sjov sæson. Tillykke:)

  2. Thomas Nyvang says:

    Hey Annika.
    Super godt gået, turen på La Santa lader til at have været en god start inden du skulle til Cypern. Nu tager du lige at give den maks gas den kommende weekend, selvom det nok bliver lidt hårdt. Men rigtig god fornøjelse

    thomas

  3. Hej Kassen
    Æælsker din måde at skrive på! Du gør det levende og sjovt selvom jeg ikke har nogen som helst referencer til MTB ud over dig. Nå ja, og så er det dejligt at læse du har så meget overskud under løbet. Fik du nogensinde skrevet en email? Der er et postkort på vej til dig skrevet fra Phillipinerne men sendt fra mit campus her i Singapore. Glæder mig til at følge dig og drikke kaffe når jeg kommer hjem! Nu vil jeg vende næsen tilbage til min økonomiaflevering, og håbe jeg kan være lige så overskudsagtig som dig. Tror nu lige jeg vil slå et smut forbi kaffebaren og drikke en kop kaffe med dig “i ånden”.
    KH
    Dorthe

  4. Marlene says:

    Hey Girl.. Hvor er du sej – super flot 🙂 Held og lykke med weekendens race – gi´ gas !! Vi ses..

  5. Claus says:

    Du er så cool.. Respekt…

  6. Thomas Nyvang says:

    Du må se at få et par nye fælge på dine New Ultimate hjul , de kan jo også fås i røde….. he he

    Du må lige råbe op hvis du mangler prof hjælp….. he he

    Held og lykke i weekendens ræs, husk at give de andre maks baghjul..

  7. Skldpadden says:

    Tillykke med sejren… Godt gået 🙂

  8. Ane Helene Langvad says:

    Mange gange tillykke med de flotte resultater, håber vi snart vi ses igen… 🙂

    Mange hilsner Martin og Ane..

    • annika says:

      Hej Ane!

      Tak 🙂 Håber I har det godt i Århus. Glæder mig til at kigge forbi til en kop kaffe og se lejligheden næste gang, jeg kommer forbi Århus.

Leave a Reply