Landevejsfræs

I dag kørte jeg mit første landevejsløb på de smalle dæk på en fantastisk solskinsdag

I år kommer jeg til at køre landevejsløb for Odder Cykel Klubs damehold. For mit vedkommende bliver det supplement til træningen, da mit fokus fortsat er på mountainbiken. På Odders Damehold får jeg mulighed for at prøve kræfter med landevejscyklingen i nogle rigtig gode rammer. Jeg kommer ikke til at køre så mange vigtige landevejsløb, da min mtb-kalender er tætpakket med løb. Det vigtigste landevejsløb bliver DM i slutningen af  juni.

ABC-cykling var vært for et sæsonåbningsløb ved Værløse. 10 x en rundstrækning på omkring 6 km. Dameklassen startede samtidig med H40 og H50 klasserne, så det var et ret stort felt, der skød afsted kl 9.15.

Allerede her viste den første forskel fra mtb sig. I stedet for at ryge op i max-puls området med det samme, var tempoet anstændigt. Når man ligger i et felt er der virkelig mange kræfter at spare ved at ligge i læ. Til gengæld skal kræfterne bruges på at være opmærksom og sørge for at ligge de rigtige steder og sørge for at komme godt igennem svingene. Jeg valgte at holde mig fremme i feltet, hvor der er mest ro og overblik. Efter svingene blev feltet strukket langt ud og pludselig kunne spidsen være 100 meter foran og blev der stukket dér, var der ingen chance for at komme med.. og stukket blev der nærmest i ét væk. Ingen udbrud kom dog afsted og kunne køre væk. Et par gange røg jeg med, når der blev stukket, men feltets styrke kunne hurtigt mærkes i nakken med det samme. Først på tredjesidste omgang lykkedes det en gruppe på 4 herreryttere at holde et udbrud til mål.

På de sidste omgange var min utålmodighed stor og jeg lå langt fremme i feltet. Jeg vidste godt, at folk holdt igen for at have kræfter til de sidste afgørende tråd inden målstregen.

Med ca. 1 km til mål stak folk i øst og vest og jeg røg med frem og havde pludselig et lille hul til feltet med flere folk foran mig. Jeg valgte at køre med hvad jeg havde og håbe på det bedste. Jeg kom over stregen som første kvinde i samme øjeblik som det buldrende felt og det føltes som at blive skyllet af en stor bølge ind over målstregen. Fedt!.. Min holdkammerat Mia Eskebjerg som også var godt med fremme i hele løbet tog andenpladsen.

Jeg har meget at lære i forhold til taktik på landevejen. I mtb er det enkelt – den stærkeste vinder. På landevejen er det ikke nok at være stærk, det gælder om at sidde med, når det gælder, ellers er løbet kørt! I dag var kvindefeltet blandet med herrerne, så på mange måder var det på herrernes præmisser, løbet foregik. 

Alt i alt var det en rigtig god og anderledes dag i sadlen afsluttet med en lækker frokost og hygge i ABC-kvinderne!

4 Responses to “Landevejsfræs”

  1. Kristine Nørgaard says:

    Tillykke Annika! TOTALT fed og flot racer! Ja, det må være svært at sidde og holde igen på den. Vi ses!

  2. annika says:

    Tak Kristine – og tillykke med sejren i Vejle i weekenden 🙂

  3. Wauw – flot cykel!

  4. Maria Kruse says:

    Fedt li at læse om din debut på landevejen, har jo slet ik holdt mig opdateret. Vidste dog godt fra Mia, at det gik godt 😉

Leave a Reply for Kristine Nørgaard